Om prisen på et par uldsko...

Priskrig på filtede uldsko!

Om hvordan prisen på et par uldsko er faldet med 30% på 20 år!

Det er nu over 20 år siden jeg etablerede Glerups AS med mine forældre.
Forinden, i de år min mor brugte på at udvikle Glerups uldsko, hjalp jeg hende med at sælge dem til skohandlerne. Det var ikke nogen nem opgave. Hjemmesko, var ikke nogen stor artikel hos datidens førende skohandlere. De kendte slet ikke til filtede uldsko, og syntes at det var noget mærkeligt noget, og som sædvanligt, syntes de at de var alt for dyre.

Vi vidste intet om skobranchen, og havde kun lige lært at skohandleren skulle kunne gange vores pris med 2,5 for at han kunne dække sine omkostninger til lagerbinding, markedsføring, personale og ikke mindst husleje. Derfor kom vore håndfiltede uldsko fra Himmerland til at koste 500 kr.

Det syntes de var helt urimeligt, og umuligt at sælge, fordi, som de sagde; “En hjemmesko må ikke koste over 200 kr.”

Dengang, var en hjemmesko noget som gamle mennesker gik i. Det var en ternet tøffel af en vævet upper i uld/polyester, og en sål af noget billigt kunststof. Men, alle vore gode argumenter om den kvalitet og komfort som vore uldstøvler havde, var skønne spildte kræfter. De var for dyre! Punktum! Lige indtil, jeg begyndte at fortælle skohandlerne, at det da for pokker var bedre at tjene 2,5 gange penge på en sko til 200 kroner i indkøbspris, end det var at tjene 2,5 gange på en sko til 80 kroner. Forskellen er lige nøjagtigt 200 kr - 80 kr = 120 kroner på et salg. (Du kan selv prøve at regne efter, men husk at trække momsen fra skohandlerens dækningsbidrag.)

Vi kom langsomt ind i skobutikkerne, og efter nogle år, var ca. halvdelen af butikkerne i Danmarks største skokæde kunder hos Glerups A/S. I alle de andre danske købstæder, hvor de ikke var kunder, sørgede Glerups nye sælger og nuværende medejer Allan for at konkurrenten så var kunde. Hjemmesko var måske stadig kun for gamle mennesker, men filtede uldsko var for alle som langsomt opdagede hvor lækre de var at gå i, og hvor længe de holdt for de 500 kroner, som blev prisen.

Hvordan vi havde beregnet, at vi kunne sælge en danskproduceret filtsko i 100% ren uld med en skindsål til 200 kroner, kan jeg ikke længere huske, men kalkulationen holdt i alle fald ikke, for selv om vores salg steg kraftigt, havde vi stadigt på tredjeåret et dundrende underskud. Vi kunne allerede se hvad vej vinden blæste året inden, og flyttede derfor produktionen til Rumænien, hvor den har ligget siden. Vi var simpelthen nød til at skære ned på lønomkostningerne. Vi havde industrialiseret hvad vi kunne i produktionen, og vi producerede nu 20 par om dagen per medarbejder sammenlignet med de 2 par min mor kunne filte i hånden da hun startede.

Der måtte skydes flere penge i projektet, og i den proces skiltes mine forældre og jeg. Det var en ret hård oplevelse, fyldt med mange ubehagelige følelser, som jeg ikke husker tilbage på med særlig stor glæde. Men, vi kom igennem, og vi kom også på talefod igen efter nogle år, mens vi nu faktisk var konkurrenter.

Jeg startede nemlig min egen virksomhed, med en produktion af håndfiltede sko i Nepal. Gennem et Danida-projekt, var vi i Glerups kommet i kontakt med Nepalesere, som også filtede i hånden, og det var gennem disse kontakter, at jeg med et pænt banklån og en kontrakt med ECCO kunne etablere mit eget værksted i Kathmandu. Her var arbejdslønnen endnu lavere end i Rumænien, og selv om jeg betalte en relativ god løn til mine folk, kunne jeg nu producere til samme pris, som vi kunne med vores industrialiserede produktion i Glerups.

Med et pænt og støt stigende salg, var det nu muligt at lave et lille overskud på at producere uldsko til detailhandelen. Jo flere sko, jo større overskud, og der var ingen tvivl om at Glerups havde et forspring. Salget gik godt, (Det gør det jo, når man har et godt produkt til den rigtige pris.), og efterhånden kunne der investeres i endnu flere effektiviseringer som kunne sænke produktionsprisen, mens lønningerne sammen med alle vore andre leveomkostninger steg over de næste 20 år. Det gik ret godt for Glerups, mens jeg kæmpede for at få den tilstrækkelige afsætning som kunne løfte produktionen i Nepal.

I mellemtiden er prisen på et par uldsko ikke steget særligt meget. For fem år siden kostede mine uldsko fra Betterfelt 600 kr. mens Glerups kostede 700 kr. Samtidigt fik vi en masse nye konkurrenter, som næsten alle sammen havde set hvordan jeg kunne producere høj kvalitet til lav pris i Nepal. Jeg nægtede at sælge til dem, uden at få et lille ekstra dækningsbidrag til min danske virksomhed, hvilket resulterede i at de rekrutterede flere af mine tidligere ansatte, og købte af dem i stedet.

For eksempel min tidligere kompagnon som engang købte halvdelen af Betterfelt, med det formål at styrke salget. Jeg troede i alle fald at det var salget af Betterfelt der skulle styrkes, men det var min kompagnons eget brand der blev styrket, og da jeg erklærede Betterfelt konkurs for første gang, flyttede Green Comfort produktion til en tidligere ansat i Kathmandu.

 

Jeg rekonstruerede Betterfelt, og belånte mit hus endnu en gang. Mine forældre hjalp også til, og nu satsede jeg helt og holdent på mit eget brand, som først og fremmest skulle afsættes via web shoppen. Desværre blev jeg, som så mange andre stoppet af en lille virus i 2020, hvor jeg for anden gang måtte erklære Betterfelt konkurs. Denne gang som en personlig konkurs. Jeg nåede aldrig at sælge flere sko, end jeg producerede i Nepal. Jeg var tvunget til at købe den minimumsproduktion i Nepal, som kunne holde produktionen kørende. Også i den halvdel af året, hvor vi ikke havde sæson. Derfor løb jeg til sidst tør for penge, selv om mit salg faktisk steg pænt år for år. At det tilfældigvis blev samme år som Corona, var nok i virkeligheden en bitter tilfældighed, som blot hjalp alle mine nye konkurrenter yderligere.

Tilbage til prisen på et par uldsko.

Der er nemlig kommet endnu flere konkurrenter, og prisen på et par uldsko har ikke bare stået stille i over 20 år. Prisen er nu faldet!

Detailhandleren er simpelthen skåret ud af kalkulationen, så prisen nu er fastsat efter at der kun sælges online direkte fra importørens eget lager.

Man har taget flyveren til Kathmandu, vist et par uldsko, og bedt om at købe nogle kopier.

Man har fået dem til normal produktionspris eller måske endda lidt under den pris, som jeg kan producere til i Kathmandu, fordi man ikke har bidraget til udviklingsomkostningerne af læster, værktøj osv. Man har heller ikke taget hensyn til, at uldsko er en sæsonvare, som kun produceres i halvdelen af året, hvis man følger detailhandlerens indkøbsmønster. Producenterne og deres arbejdere må selv finde ud af hvad de vil leve af i den anden halvdel af året.

Derefter har man så sat dem til salg, til en lavere pris, end de produkter som allerede findes på markedet. Jeg vil i den forbindelse ikke holde mig for god til at nævne, at kvaliteten af disse nye produkter sjældent lever op til den kvalitet, som Glerups, Betterfelt og nu Wool2fit leverer.

Resultatet er at jeg nu efter 20 års hårdt arbejde med at holde alle hjulene igang må vælge om jeg vil fortsætte kampen eller om jeg vil forlade slagmarken.

Jeg ved godt, at man kan læse det her som een lang klagesang. Det ændrer ingenting at klage. Jeg får hverken mere eller mindre for mine sko ved at klage. Min historie er ikke særlig, men tværtimod en klassisk historie som har udspillet sig for tusinder af virksomheder, som har outsourcet eller flyttet sin produktion til Østen. Jeg vil gerne have at du læser denne historie, som et positivt bud på hvordan vi kommer ud af vores kattepine i et Europa, som er svækket på Verdensmarkedet, og en problemstilling som vil eksistere, så længe vi ikke har ens priser på arbejdskraft i hele Verden.

I min optik har de nye aktører på markedet ikke givet os bedre produkter. Der er heller ikke flere som har fået bedre løn- og levevilkår ved at producere og sælge uldsko, snarere tvært imod.

De danske forbrugere har dog fået nogle billigere uldsko, og det kan jeg i det mindste glæde mig over, fordi det betyder at flere nu ved hvorfor man går i uldsko.

Jeg tror på, at kreativ arbejdsomhed og hæderlighed betaler sig i det lange løb, og derfor bliver jeg og kæmper videre. Jeg sænker simpelthen prisen, og matcher mine nye konkurrenter, så forbrugerne nu også får den bedste kvalitet til den bedste pris.

Derfor kan du nu købe Wool2fit SlipOns og Espadrilles til 35o kroner per par og vore klassiske uldstøvler får du nu til kun 400 kroner.

Du må selv vælge hvilken af vore tre nyudviklede læster med bedre plads til forfoden der passer bedst til netop din fod. Du kan vælge mellem den brede, den medium brede og den smalle.

Du kan også vælge mellem 5 farver og de findes alle i 15 normale EU-størrelser fra 35 til 49.

Jeg er sikker på, at forbrugerne hurtigt vil finde ud af hvor de får den bedste kvalitet til den bedste pris. Derefter må vi se, hvem der kan tilbyde forbrugerne endnu bedre uldsko. Uldsko, som ikke bare er til at bruge som hjemmesko, eller på en tur til stranden.

Jeg taler om nye lækre designs af sneakers, sandaler, hverdagssko, sommersko, vintersko og vinterstøvler med et helt nyt niveau af komfort. Vi er i fuld gang med udviklingen, og denne gang står der flere allierede bag os. Der bliver kamp til stregen, så glæd jer.

Og ja!, “Monkey See Monkey Doo”, men denne gang må vi så sørge for at “Monkey do not see”, og hvem ved? Måske er det tid at trække produktionen hjem igen…